Målgruppen for Portnoys genvordigheder er nok især mænd, der gerne læser humoristiske fortællinger om mænd og deres personlige problemer. Genremæssigt er vi i nærheden af dick lit, og bogen kan sagtens bruges i udstillinger indenfor dette emne.
Philip Roth skrev i 1969 bogen Portnoys genvordigheder, der handler om den jødiske amerikaner Alexander Portnoys trængsler op igennem sit 34-årige liv præget af hans religion og noget neurotiske forældre. Alexander fortæller åbenhjertigt om sine seksuelle oplevelser i en mængde og et sprog, som sikkert virkede noget chokerende, da bogen udkom første gang for fyrre år siden. Men nu skal der nok mere til at forarge folk i lige så høj grad. Genremæssigt kan man nok godt forsvare at putte bogen ind i gruppen dick lit, men Portnoys genvordigheder er lidt mere litterær, end mange af de bøger, man ellers finder i genren.
Denne udgave er et præcist genoptryk af den tidligere udgave. Nu er den bare blevet udgivet som pocketbog. Så den kan ikke holde til mange gennemlæsninger. Har man bogen i forvejen er der ingen grund til at købe denne nye udgave.
Portnoys genvordigheder holder stadig, men da denne udgave er et genoptryk af tidligere udgaver, blot i et i bibliotekssammenhænge dårligere format, er der ingen grund til at anskaffe denne nye udgave.