Undertitlen på denne digtsuite af Svend Ranild modsvarer præcis samlingens opbygning og form. De 40 digte er forsynet med en fortløbende datoangivelse fra 23.6. til 1.8. og får derved karakter af personlige dagbogsoptegnelser. Samtidig peger de også ud i et større symbolsk og mytisk/religiøst rum ved at associere til Jesu fyrre dage i ørkenen og ved at anvende begrebet "Limbo" der i katolicismen er sjælenes midlertidige opholdssted på grænsen til helvede. Digtene er postkort fra jegets rejse, der spredt i teksterne kan lokaliseres til sydeuropæiske lokaliteter, men først og fremmest er der tale om en rejse på et indre psykisk plan ind i personligheden og det ubevidste. Det er ransagende, anfægtede digte om at befinde sig i et ingenmandsland, isoleret fra omgivelserne og styret af en angst som hele tiden skal holdes på afstand, men samtidig med en bevægelse hen imod forvandling og livsaccept. Digtene graver dybt ned i psykens og erindringens skjulte lag, men de har samtidig en tendens til at miste grebet i det konkrete og sansede. Det er altsammen meget alvorsfuldt og introspektivt, men savner helt det forsonende element af humor, spil og ironi som var så karakteristisk for SR's tre første digtsamlinger.