I denne nye næsten kvadratiske Postmand Per-bog følger vi ugens gang for den travle postmand (postbud). Hvert opslag beskriver en ugedag, så vi starter efter et opslag, hvor Per konstaterer, at han får en travl uge, med mandag, hvor der er rigtig meget post, der skal sorteres. Herefter følger de følgende ugedages gøremål slag i slag for at slutte med søndag, hvor Per har fri, og hvor man fejrer sønnen Pouls fødselsdag med kagebord. Hvert opslag rummer et helsides (ofte dækkende hele opslaget), tegnet billede af Pers gøremål, som vanligt henlagt til den fredelige og meget engelske by Grønnedal, hvor postkontoret hedder Post Office, og hvor postbilen har Elisabeth II's kronede monogram på siden. Farverne er livlige og klare, og billederne med de mange smilende og glade mennesker er let aflæselige, men virker samtidig lidt døde og kulisseagtige. Teksten er sat ind i en ramme, der flere steder har form som en konvolut med et frimærke (med kattehoved) på. Teksten er holdt i et enkelt, let tilgængeligt, lidt snakkende sprog med en del dialog. Bogens sider er ganske kraftige og stærkt glittede og virker som om de er belagt med acetat eller et andet plastmateriale. For Postmand Per-fans i alderen 2-4 år, der værdsætter bøgernes trygge og overskuelige univers.