Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Preben Ræv


Beskrivelse


Udgivet i forbindelse med Tellerups 40-års jubilæum.

Preben Ræv vokser op i skoven med sin far og mor. Han er nysgerrig og kommer ud for farefulde oplevelser. Da året er gået er han en voksen ræv, der er dygtig til at jage.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 14. nov. 2012

af

af

Else Lerche

d. 14. nov. 2012

Højtlæsningsbog om den lille kække ræveunge Preben Ræv. Er fin at læse højt for de 5-8-årige.

Titlen er et nyt oplag. Den udkom som første udgivelse på Tellerup i 1972. Genudgivelsen markerer forlagets 40 års jubilæum. Preben Ræv er en lille ræveunge, der bor med far og mor i en hule i skoven. Selvom rævene tænker og taler opfører de sig stort set som rigtige ræve. Man følger Preben Rævs opvækst det første år, som han afslutter med at danne par med en ung hunræv. Preben Ræv er en glad og nysgerrig ræv. Hans iver og nysgerrighed giver ham jævnligt problemer, fx falder han på dramatisk vis i vandet under jagt på en bi og hans far er ikke altid tilfreds med ham. Historien lever og er fortalt i en narrativ form, hvor forfatteren med humor fortæller og indimellem forklarer Preben Rævs oplevelser. Teksten er sat i en åben sats og illustreret med enkle og udtryksfulde s/h illustrationer. Forsiden med Preben Ræv er i stærke farver, bagsiden fortæller lidt af historien.

Satsen er større end i 1972-udgaven og teksten, der er uændret, er opdelt i flere afsnit. Forsiden er den samme, men farvetonen og forsideteksten er ændret lidt. Et interessant efterord forklarer, hvorfor bogen blev Tellerups første udgivelse, og hvorfor varemærket er en silhuet af en ræv, der sidder og hyler. Læsere af Den fantastiske hr. Ræv, 1999, vil også synes om bedømte bog.

De 5-8-årige vil hygge sig med den lille historie og gyse og grine af Preben Ræv og hans indimellem farefulde oplevelser. At bogen har 40 års jubilæum mærkes ikke på historien, sproget eller illustrationerne.


Bibliotekernes vurdering

d. 19. dec. 2018

af

af

Tage Byrnak (skole)

d. 19. dec. 2018

For en gangs skyld en rævefamilie, som lever af mus! En ganske almindelig rævefamilie, som dog kun har en eneste unge, Preben Ræv. Den er klodset og uartig som hvalp, men vi følger den, til den bliver voksen og træffer en TØSERÆV. - Et par passager er vel ikke helt sandsynlige, men de er højdepunkter i historien. Tårerne randt hos min 6-årige søn, da PR faldt i åen. Til gengæld jublede han, da PR ikke kunne nære sig for at bide den sovende lænkehund i øret. For ikke at tale om bogens elegante slutning, som ikke skal røbes her. - Med morsomme illustrationer en fin lille historie om et år af en rævefamilies liv, et fund til oplæsning for 5-7 årige, selvlæsning i 3.-4. skoleår.


Bibliotekernes vurdering

d. 5. apr. 2019

af

af

Estrid Bay (børn)

d. 5. apr. 2019

Det lille hefte handler om en ræveunge fra dens fødsel til dens »ægteskab«. Den er enebarn - kan ræve være det? - og laver mange spilopper, der nok kan more mindre børn fra ca. 5-8 år, og bogen skal anvendes til oplæsning, da den ikke kan læses før i 3. klasse bl. a. på grund af lille typografi. Forfatteren giver mange zoologiske oplysninger, men dyrene tænker som mennesker, og efter gammelt kønsrollemønster holder moderen sig pænt hjemme i hulen, men efter flere zoologibøger jager hunnen mad til ungerne. Kærlighedshistorien virker latterlig, og der er flere andre usandsynligheder, bl. a., hvor kender en ræveunge tigre og elefanter fra? Der er pæne naturalistiske tegninger.