Mange vil kende filmatiseringen af denne roman, idet Precious netop har haft dansk biograf premiere. Det er en barsk historie om lysglimt i et mørke af vold, incest og omsorgssvigt, og den kan læses bredt, også af unge og især af Virkelighedens verden segmentet.
Som 12-årig føder Precious sit første barn som resultat af hendes fars årelange voldtægter. Den voldelige mor griber ikke ind; tværtimod misbruger hun også selv Precious på alle tænkelige måder. Nu er Precious 16 og venter sit andet barn med sin far. Hun er sort, kæmpetyk, fattig, analfabet og har alle odds imod sig. På mirakuløs vis møder hun en forstående og insisterende lærer på sin specialskole i 1980'ernes Harlem, en lærer, der kan se potentialet i Precious og få hende til at blomstre i det små. Precious tager ophold på en udslusningsinstitution, og trods konstatering af hiv opbyder hun med en utrolig selvopholdelsesdrift troen på en fremtid på sig selv og sin lille søn. En gribende og overbevisende roman, der konsekvent er skrevet i Precious' eget sprog med fejludtalelser og stavefejl.
Sapphire (f. 1950) har skrevet flere romaner, men kun den delvis selvbiografiske Precious er oversat til dansk. Tematisk kan Precious sammenlignes med Alice Walkers Farven lilla, 1984, og med Jacob Holdts Amerikanske billeder, 1977.
Gribende og overbevisende lille roman om lys i mørket trods massiv omsorgssvigt. Romanen er kendt fra en nylig filmatisering og kan læses bredt af alle med hjertet på rette sted.