Ny bog i serien Zoom ind. Klassiker . En gendigtning af Mark Twains fortælling i en letlæst udgave (lix 22) beregnet til selvlæsning i 3.-4. kl. (9-10 år). Om at være ufattelig rig og utrolig fattig i midten af 1500-tallets London. Også velegnet til oplæsning.
Bodil Bredsdorff har oversat May Bylocks historie. Det er fascinerende læsning. Som en blanding af skæbnehistorie og eventyr med et socialrealistisk islæt. Fortalt i et lettilgængeligt sprog og med korte hovedsætninger og en læsevenlig typografi. Nogle af de længere og sværere ord har bindestreg. Først introduceres Mark Twain, hans liv og bøger. Resten af de i alt 15 korte kapitler er hovedhistorien om den rige prins Edward og den fattige tiggerdreng Tom Canty, der får lyst til at bytte tøj og plads og for en tid leve hinandens liv. De er lige gamle og ligner hinanden forbavsende godt. Forsøget kommer til at vare længere end de havde tænkt sig, men de får prøvet, hvad de ville og har i tilgift fået en masse erfaringer. Henrik d. 8. dør, og først lige inden kroningen af prins Edward kan drengene afsløres.
Serien tæller mange interessante titler og af Mark Twain findes allerede Toms eventyr og Huck Finns Eventyr.
Et smukt eksempel på den gode historie. Velskrevet og medrivende. Absolut et spændende tema både det at blive forbyttet eller som her at bytte sit liv med en anden eller nærmere med ens diametrale modsætning. Og den historisk interesserede bider mærke i datidens fattigste og rigeste miljøer.