Skuespillet er en dramatisering af Anne Marie Løns succes-roman af samme navn. Vivian Nielsen har allerede slået sit navn fast som en af tidens markante dramatikere med fx Asta - die Asta og Brandes!, hvor hun viser en helt speciel nerve og intensitet i fremstillingen af sit dramatiske stof. Samme fremstillingsevne viser hun her igen i dramatiseringen af Anne Marie Løns meget stofrige roman, hvor Vivian Nielsen ifølge sagens natur har måttet vælge i en mængde stof for at få sit drama til at fungere på betingelserne på scenen inden for en begrænset spilletid, og det er lykkedes i høj grad. Vivian Nielsen har skabt et drama, der fænger og kan opleves ikke kun som en dramatisering af et kendt stof men også opleves af de, der ikke kender forlægget. Vi følger i skarpt tegnede og ladede situationer de to søstre Valborg og Violet Romdrup på proprietærgården i Vendsyssel fra de præsenteres som unge piger i 1920'erne til deres død mange år senere efter et turbulent liv med skeletter i skabene, med økonomiske problemer, med den selvvalgte rolle som værnemagere under Besættelsen - med Valborg som den styrende og Violet som den grænseoverskridende sanselige. Dramaet bliver på denne måde både et tidsbillede og et portræt af to markante kvindeskikkelser. Anvendelig som Vivian Nielsens tidligere dramatik. Succes-forestilling på Vendsyssel Teater.