I Dorrit Willumsens roman Manden som påskud fra 1980 var kvinderne passive og defineret i deres afhængighedsforhold til en mand, i den foreliggende roman er 2 kvinder aktive, 2 andre stadigpassive. Ingeniøren Liv skaber robotten Bianca, den anden handlende kvinde forlader sin mand og rejser til et kollektivt, vegetarisk utopia, der bygger på love om fred og frihed. I kontrast til deaktive kvinder står de to kvinder, Bianca, idealet af en opvartende hustru og evigt tilfredsstillet elskerinde og hendes levende modbillede Dica, »frigjort og isoleret fra alle praktiske gøremål erkærligheden hendes væsentligste pligt«. Bianca opfylder de hedeste drømme for en skuespiller, en falleret studerende og en videnskabsmand, der eksperimenterer med dødbringende dyr, kun han kanpassi-ficere. Romanen foregår i et syntetisk, følelseskoldt og programmeret fremtidssamfund, hvor de isolerede og frustrerede personer på forskellige planer opnår kontakt med hinanden. Formen erkortfattet, sprogetfastfrosset og enkelt med undertoner af desperation og katastrofe. Som Dorrit Willumsens øvrige romaner henvender Programmeret til kærlighed sig til de læsere, der læserkvinderomaner, som i indhold og sprog bevæger sig ud over den gængse kvindelitteraturs virkelighed.