Henvender sig især til kommende projektledere, der vil gå i dybden med deres rolle. Projektdeltagere vil også kunne hente meget i den. Desuden for folk på projektlederuddannelse og for videregående uddannelser.
Projektarbejde giver mulighed for at fokusere i en travl hverdag, giver arbejdsfællesskab og arbejdsglæde ifølge forfatterne, der er henholdsvis lektor på RUC og erhverspsykolog. De beskæftiger sig især med processerne i et projektforløbs indhold og lægger en sociologisk og organisationspsykologisk vinkel på disse. I en række kapitler gennemgås de forskellige typer projekter, deres fortid og fremtid, gruppens sammensætning, styring kontra åben kreativitet, mening, feedback osv. De understreger, at det er vigtigt at afklare målene uden dog at gøre forløbet for fastlåst fra starten.
Der er udkommet rigtig mange bøger om projektledelse, en nyere er Flemming Ettrups Projektledelse - overblik og indblik, 2009, der i to dele henvender sig både til den erfarne og den uerfarne projektleder, en stor og omfattende bog. Ledelse af projekter, 2006 fra Foreningen Dansk Projektledelse er en sværvægter, der kommer hele vejen rundt, men virker lidt uoverskuelig. Bogen her er på et højt niveau og samtidig overskuelig.
En god tilføjelse til de mange bøger om projektledelse, der bruges flittigt. Den har en relativt akademisk vinkel på emnet og kan bruges både af projektledere, der vil arbejde med processen og studerende på videregående uddannelser.