Gert Nygårdshaug har ry for at være en af de største i Norsk samtidslitteratur. Hans stil kan benævnes som mega-fiktion. Her er det nærliggende at henvise til Umberto Eco og Jan Kjærstad. Provst Gotvins geometri handler, som titlen antyder, om forholdet mellem religion og naturvidenskab. På den ene side indeholder romanen en enkel historie om menneskelig udvikling og erkendelse og med indbygget "suspens" og på den anden side, er det en meget kompleks roman med mange filosofiske temaer, især indenfor de nyeste videnskaber og som her er umulige at referere. Provst Gotvin skal på sin første udlandsrejse og turen går til Santiago de Compostella. Her skal Provst Gotvin undersøge omstændighederne ved en Maria-åbenbaring, som har fundet sted ved katedralen. I toget møder han en smuk spansk kvinde, som han senere får et meget lidenskabeligt forhold til. Af hende får han en tegning over danske vikingeborge med ordene: "Hvis de tolker denne tegning, får de svar på hvad himmelen virkelig skjuler". Herefter går den vilde skattejagt i hvad der kommer til at minde om en avanceret røverroman. Forfatterens styrke er de morsomme episoder og den fabulerende stil. Bogens svaghed er dog at den virker for overlæsset med alverdens viden, så man desværre kører træt.