Dvd-rom. 3D-platformer, der sætter en ny høj standard for kvalitet inden for genren. Skaberen af succeser som Grim fandango og Day of the tentacle, Tim Schafer, er idémanden bag dette helt ekstraordinære spil. Her er en aldeles original historie, der handler om drengen Razputin. Han er havnet i en sommerlejr for børn med telepatiske evner. Her skal han oplæres som psychonaut, så han kan foretage rejser i andres sind. Disse rejser ind i hovederne på en stribe rablende gale karakterer fungerer som spillets levels. Samtidig er der en sideløbende historie om en skurk i lejren, der vil stjæle hjernerne fra børnene i lejren og bruge dem som kontrolenheder i avanceret våbenproduktion. Synes du, at det lyder fuldstændigt langt ude, så har du ganske ret. Handlingen er stinkende vanvittig, meget morsom og konstant overraskende. Gameplayet er rigt og med stor variation. Styringen af Ruzputin er velfungerende, og hans bevægelser er både flotte og med mange fine detaljer. Selv lydsiden er imponerende, og den understøtter på bedste vis de bizarre stemninger. Alt er på engelsk også den omfattende og veldesignede manual. Aldersmæssigt ligger niveauet på 12+, akkurat som PEGI-mærkningen også anbefaler. Et spil der fortjener stor opmærksomhed i bibliotekerne.