Pulverheksen

En sød og charmerende lille billedbog henvendt til de yngste med en historie om en lille, rar og hjælpsom heks, kaldet Pulverheksen. Med heksegryden og pulver fremstiller hun medikamenter som kan hjælpe dyr og mennesker. Pulverheksen venter besøg af Småtroldene, og hver gang det banker på døren tror hun det er dem. Men først kommer betjenten for at få lindret smerten efter et bid af en tyv, dernæst Krokodillen der skal have stillet sin sult, og Drømmeprinsen der vil have malet hesten hvid. Endelig kommer Småtroldene og alle spiser et bjerg af boller og drikker sodavand fremstillet af heksens pulver. Teksten er mundret og introducerer de yngste for såvel kendte som nye, sjove og billedskabende ord som Pulverheksen, krokodilletårer, Drømmeprinsen, hestekur, Suppegøgen m.m. Ord og begreber som lyder spændende og vækker nysgerrighed. En anden drivkraft er bogens opbygning med den gentagne banken på døren og nye overraskende gæster. Billederne er små farvemættede ill. holdt i rødlige og grønne toner som fremhæver de kraftigt markerede personer og figurer bl.a. den rare Pulverheks lange sorte hår og klædning. En vellykket lille billedbog, som lægger op til en hyggelig snak og leg med ord og begreber. Vil appellere til de yngste fra ca. 3 - 4 år.

Læs hele vurderingen

Denne lille billedbog for børn i vuggestuealderen – og måske et stykke ind i børnehavealderen – er absolut ufarlig. Ingen kan blive den mindste smule forkræmt eller oprevet efter at have stiftet bekendtskab med Pulverheksen, hverken af historien eller af de små, afdæmpede malerier. Alt er venligt – også selvom der både optræder en tyveknægt, en krokodille og en politimand, der er blevet bidt i fingeren – og selvom det faktisk er tyven, der har bidt ham. Alle figurerne dukker op på scenen, når de henvender sig om hjælp, hos den rare heks. Hjælpen får de uden større dikkedarer, og alt ender godt. Historien er hverken særlig original eller spændende – og overraskende er den på ingen måde. Alligevel har den sin egen stilfærdige charme i kraft af en særlig, bevidst monoton sprogtone. Ganske hurtigt fanger de små medlyttere, hvad fortællingen går ud på, og det eneste, man spændt kan vente på er, hvem den nye figur, der dukker op, mon er. I hvert fald er det nok ikke de frække småtrolde, som heksen ellers venter besøg af. De små billeder er enkle, naive og næsten hjælpeløse, nærmest som en voksen, der tilstræber at bruge børnenes eget billedsprog. En hyggelig billedbog for de små – ikke krævende, ikke overraskende og ikke spor farlig.

Læs hele vurderingen