Pulvermanden er debut, litterært, for den i Anne Linnets band som danser aktive Sjøgren. Bogen demonstrerer en for en debutant forbløffende virtuos og sikker skriveevne og en formidabelsproglig fantasi. Der løber to handlingstråde gennem romanen. Den ene er jeg-fortællerens vej fra et tilfældigt møde i Ørstedsparken med en sadist til dennes bopæl i Jylland og realiseringen af etsadistisk-masochistisk forhold ind i døden (sadistens). Jeg-fortælleren rejser, som man må opfatte det, hjem til København med afklaring til sin døds- og lidelsesfascination. Den anden tråd følgeren tysk (berlinsk) bøsse-terrorgruppes aktivitet, der, selvmodsigende nok, primært rammer andre bøsser. Problemet med romanen er et dybt skisma mellem dens velskrevethed og formuleringsfantasi også dens altdominerende indhold af minutiøse sadistisk-masochistiske situationsskildringer. Målgruppen for bogen indsnævres ekstremt af disses ækelhed, da næppe andre end folk af SM-observans kommergennem bogen udenafstandtagen, personligt, til indholdet. Smukt, men næsten gnidret småttrykt.