Forfatteren har skrevet mange fagbøger for børn. Titlen er en letlæselig fagbog. Den udkommer i serien Læs Dansk Fakta blå serie, der er i den letteste ende. Layoutet er med til at give dette indtryk. Teksten er sat i en stor åben sats med dobbelt linieafstand. Sætningerne er næsten udelukkende korte helmeninger. De mange skarpe og klare farvefotos, et på hvert opslag, er en meget fin støtte til forståelsen af teksten. Farveforsiden giver indtryk af indholdet. Bogen er nu lidt sværere, end den umiddelbart giver indtryk af. Der er en del lange ord fx pygmæerne, stødtænderne, pilespidser, og stavelsesdeling anvendes ikke. Dertil kommer, at det kræver lidt at kapere det fremmedartede stof, men gode læsere fra 8 år vil få spændende og ganske omfattende viden, den korte og letlæselige tekst taget i betragtning. Så bogen er velegnet både til opgaveskrivning og lystlæsning. Børnebiblioteket har kun lidt om pygmæer. Man kan læse lidt om dem i Inge Damm: Kulturfolk i Afrika 1995, men den er langt sværere at læse. Bogen oplyser om, hvor pygmæerne lever, fortæller om deres levevis, jagt, indsamling af planter og insekter, om de sociale forhold i stammen og om folkets fremtidsmuligheder.Der er forslag til videre læsning. De er alle sværere at læse.