Gerda Abildgaard og Helle Ehlers har tidligere fået udgivet bøger i Olivias kreative serie, dels om farvning af æg, dels om origami. Her har de, sammen med Kirsten Skaarup, forenet kræfterne og lavet en påskepyntsbog, der både handler om gækkebreve, farvning af æg og origami. Der er klippeanvisning på forskellige gækkebreve og forslag til gækkevers, plantefarvning af æg, narvfarvede fedtstensæg, æg beklædt med gæslinger, og endelig påskeharer, fugle, påskeliljer, æsker og æg foldet i papir. Det er smukke, enkle og dekorative ting, som både kræver grundighed, tålmodighed og akkuratesse - en vis fingerfærdighed vil nok heller ikke være at foragte. Der er grundige anvisninger og skabeloner til de forskellige ting, og mange af de færdige resultater er gengivet på farvebilleder. Pynt til påske er en inspirerende og smuk bog, som først og fremmest henvender sig til det voksne publikum, hvor det ikke er "mængden", der gør det, men det enkle. Store børn kan sagtens deltage, men bogen er ikke primært for dem.