Ræv er en smuk og usædvanlig australsk billedbog. Det er en alvorlig bog og en bog, der stiller krav til sine lyttere og medkiggere, for billedbogen her er først og fremmest en fortælling, der egner sig til oplæsning og efterfølgende snak mellem barn og voksen. Historien er håndtekstet, og det er dygtigt gjort. De urolige tekster har samme levende og lidt nervøse præg som historiens handling og som de sitrende illustrationer. Illustrationerne udgøres af store, ekspressive malerier, der på én og samme gang er effektivt nærværende og krævende, med sære vinkler og beskæringer og utraditionel farvebrug. Flot er det med en ganske særlig atmosfære af overhængende fare. Historien i sig selv er enkel. En hund, der er blind på sit ene øje hjælper en skade med en brækket vinge. Den hjælper både fysisk skaden til at overleve og åndeligt med at tilbageerobre livsviljen. Men så dukker den lumske ræv op, som lokker med sine drømme. Skade vælger mellem hundens jordnære venskab og rævens pirrende drømmerier - og skaden vælger forkert. Historien kan forstås og opleves med spænding allerede fra 4-årsalderen, men skal man forstå billedbogens dybere moralske dilemma, skal man være nået et godt stykke op i skolealderen. Særdeles velegnet materiale til dansk- og billedkunstundervisning i skolens 5-6 yngste klasser.