Bøger / skønlitteratur til børn / lydret

Ræve i Ådal


Beskrivelse


Mor Ræv har ikke mere mad til sine to unger. Det er vinter, men hun må ud i sneen. Hvad med ungerne, imens hun er væk?

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 21. sep. 2009

af

af

Vibeke Axelsen

d. 21. sep. 2009

Denne bog er en letlæsningsbog, der er så let, at den er læsbar - både med hensyn til indhold og sværhedsgrad - fra midt i 1. klasse (7 år).

På landets skoler kender mange indskolingsbørn bøgerne - både læsebogen og frilæsningsbøgerne - med Ådal-universet. Her er endnu en frilæsningsbog. Læseren følger en rævemor og hendes to små unger. Årstiden er vinter, og hun har ikke mere mulighed for at lade ungerne die. Hun må ud i sneen, hvor hun med møje og besvær fanger en fasan. Hun må imens lade ungerne være alene hjemme, selvom de protesterer. Da hun vender hjem, er ungerne væk, slut! Læseren bliver da opfordret til straks at læse den næste bog: Rif og Raf i Ådal. Man må sandelig så håbe på en lykkelig slutning i den. Læseren får en lille, velfortalt fortælling, hvor det enkle og letlæste sprog med den lydrette stavning passer godt til indholdet. Illustrationerne har en fin vekslen mellem den kolde, hvide vinter og den varme, gule hule. De dækker alle sider helt, og teksten er tydelig og trykt på øverste halvdel af siderne.

Bogen er en del af serien om Ådal og samtidig en del af udgivelsesserien Lydret Dingo. I illustrationer, farve og layout vil målgruppen genkende serien.

Endnu en fin, superletlæst bog føjer sig til den efterhånden lange række af udgivelser, der kan berige de allermindste begynderlæseres læseoplevelser.