Bøger / skønlitteratur til børn

Rap, Lise, Rap!


Beskrivelse


Billedbog. Anden Lise besøger tante Lilli. Ved den store sø bliver de sammen med mange andre ænder fodret. Lise bliver væk fra mor. Heldigvis kan hun rappe et højt MOAR. Bare nu mor kan finde hende igen!

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 11. apr. 2002

af

af

Else Lerche

d. 11. apr. 2002

Mange små lånere er glade for Jane Simmons billedbøger om den charmerende and, Lise, også kendt fra pegebøger, og nogle med flapper. Nu er hun tilbage i en gængs billedbog. Den korte tekst, sat i en åben sats, oftest på illustrationen, er skrevet i et enkelt, levende sprog. Det gør handlingen let at følge, også fordi tekst og illustrationer spiller så fint sammen. Illustrationerne er malet i en ekspressiv streg der udtrykker fart og bevægelse, men også scener med ro. De varme, kraftige farver er lagt på med brede penselstrøg. Perspektiverne varierer, og nogle scener males i deres helhed, andre er nærbilleder. At Lise er ved at gå i panik, klemt inde mellem en masse ænder, er beskueren ikke det mindste i tvivl om. Det begynder ellers fredeligt med Lises, lillebror Pips og mors besøg hos tante Lilli. Da børnenes gentagne rap har skræmt eventuelle legekammerater væk, tager tante dem med til søen med de mange ænder. Da de bliver fodret, stimler alle sammen om brødet. Lise bliver væk fra mor, men Lises kæmpe høje MOAR bevirker at de forenes igen. Børn fra 2-4 år kan let gysende sætte sig ind i situationen. De har nok også Lise i tankerne næste gang de fodrer ænder. Forsiden af Lise og Pip er genkendelig, bagsiden løfter lidt af sløret for handlingen.



Informationer og udgaver