Bøger / skønlitteratur til børn / sjove bøger

Rasmus Klump og drageungen


Beskrivelse


Rasmus Klump og hans venner møder dragen Lille Røgmand, og da han mister sin ild, hjælper de ham med at nå frem til vulkanen Rumlehøj, hvor han kan få ilden tilbage.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 12. jan. 2005

af

af

Torben Wilhelmsen

d. 12. jan. 2005

Endnu en billedbog om Rasmus Klump, hvor Carla og Vilhelm Hansens elskede tegneseriefigur er omplantet til billedbogsuniverset. Denne gang er billedbogen skrevet af Per Sanderhage (der illustrerede de første Klump-billedbøger) mens illustrator er Jeppe Højholt ligesom i Rasmus Klump og juletræet. Rasmus Klump og vennerne er ude at køre med hestetrukket campingvogn, da de møder dragen Lille Røgmand. Vennerne byder dragen på frokost, men den kommer til at indånde noget peber og mister derved sin ild. Det viser sig at Lille Røgmand kan få sin ild tilbage fra vulkanen Rumlehøj. Derfor bliver han spændt for campingvognen og alle tager afsted for at give ham ilden tilbage. Ekspeditionen lykkes, og billedbogen slutter med at Klump og venner rutsjer ned ad den sneklædte vulkan i campingvognen. Som i de tidligere billedbøger er historien enkel og fortalt i et roligt tempo, som kan forstås og værdsættes af målgruppen. Sproget er afvekslende og passende snakkesaligt, som en Rasmus Klump-historie jo skal være. Det er fortsat den samme glade og velkendte streg, det trygge univers, den gemytlige og troskyldige Klump og hans opfindsomme venner, som vi også kender fra tegneserien, der bærer historien. For Rasmus Klump- fans fra ca. 3-5 år.