Denne julebilledbog med Rasmus Klump fortæller en rar, hyggelig og lidt spændende historie om den ukuelige Rasmus Klump og hans venner, som altid finder positive og utraditionelle løsninger på problemerne. Tæt på jul og godt i gang med forberedelserne opdager Rasmus Klumps mor at hun mangler risengryn, og skibet Mary med fuld besætning sejler derfor til købmanden. På hjemturen strander de på en øde ø, hvis eneste bevoksning er et kæmpestort grantræ. Med ringe udsigt til at nå hjem til juleaften, går de i gang med at pynte skib, grantræ og ø op med forhåndenværende midler. Til sidst bliver de dog reddet og kan holde jul derhjemme. Det er en ligefrem historie, som indeholder de forventede juleelementer. Den er velfortalt og velillustreret med mange herlige, farvestrålende billeder i den velkendte stil. Billedbøgerne med Rasmus Klump er meget populære blandt de 3-5-årige, som også vil nyde denne julehistorie.