En varm og inderlig klassiker om børnehjem, forældreløshed, venskab og livet på landevejen i gamle dage. Velegnet til oplæsning for børn fra 7 år og som selvlæsning til børn fra 10 år.
Livet er ikke altid let for børnene på børnehjemmet Vesterlund. Da det hele går op i en spids, beslutter den 10-årige forældreløse Rasmus at stikke af. Snart efter slår han følge med den venlige vagabond Paradis-Oskar. Som alle forældreløse ønsker Rasmus sig brændende en far og en mor, men sammen med Oskar oplever han livet på landevejen i sol og vind. Deres venskab bliver for alvor sat på en prøve, da Oskar mistænkes for et væbnet røveri. Ny oversættelse af Kina Bodenhoff og ligeledes med nye illustrationer i sort-hvid af Kirsten Raagaard. Bagerst en oversigt med bøger af forfatteren.
En klassiker i børnebiblioteket, som i kraft af det tidsløse tema med forældreløshed og venskab mellem barn og voksen stadig kan finde læsere. Den nye oversættelse har givet fortællingen et tiltrængt sprogligt eftersyn, og de nye illustrationer bidrager med et frisk pust til bogen, og gør den let at gå til for en moderne læser.
Bogens stemning og temaet om venskab finder man også i forfatterens andre bøger, fx i Alle vi børn i Bulderby. Og kan man lide bogens krimielement, så er der mere at hente i forfatterens tre bøger om mesterdetektiven Kalle Blomkvist.