Playstation 3. Rotten Remy vil gerne være fransk mesterkok, men den slags er lidt svært at blive, når man er nummer et på liste over skadedyr og generelt ildeset i et køkken. Det er der kommet den animerede film Ratatouille ud af og vanen tro, så skal animerede film følges op med en spiludgivelse. Det er den også blevet i form at spillet Ratatouille, der er en klassisk 3D-action platformer, hvor man styrer Remy rundt på banerne for at samle bonusgenstande op. Spredt rundt omkring er små puzzles, man skal løse ved at klatre eller hoppe, og der er udfordringer, man skal gennemføre for at komme videre. Spillet føler filmens handling og leder Remy fra landet og ind til storbyen. Banerne er veldesignede, men desværre ikke helt så store som man kunne håbe, så udforskningsaspektet beløber sig til at regne ud, hvordan man kan klatre eller hoppe op på platforme. Spillet er yderst veldesignet, med nydelig grafik, et solidt gameplay, god lyd og glimrende kontrol, det er sjældent, at man ser den slags høje produktionsværdier i spil til børn, der er baseret på biograffilm. Desværre er der et altoverskyggende problem med Ratatouille - nemlig sværhedsgraden. Spillet er til tider temmelig svært og har mange passager og baner, hvor spilleren let kan falde ned eller blive dræbt, hvorefter sekvensen skal startes forfra. Det kan blive frustrerende i længden og betyde, at spilleren mister interessen i spillet. Spillet er helt klart møntet på børn og den slags spil har der ikke været mange af til PS 3 endnu, hvilket i sig selv gør Ratatouille interessant. Spillets målgruppe vurderer jeg til både drenge og piger fra de 7 år og op (måske lavere, hvis de er erfarne med PS-spil i forvejen), men voksenspillere kan også sagtens være med. Pegi: 3+. Også dansk tekst.