PS3, Xbox360. Platformspil i klassisk side-scrollende 2D-format. Både Rayman-figuren, den grafiske streg og platform-genren appellerer til såvel børn som unge og voksne. Sværhedsgraden er dog i den udfordrende ende, så den nedre grænse ligger omkring de 12 år. Sproget er dansk. PEGI: 7 og ikoner for (den ellers harmløse) vold og uhygge.
Nærværende spil ligger i direkte forlængelse af Rayman origins fra 2011. Den flotte, fantasifulde og morsomme grafiske stil er den samme, ligesom den perfekt ledsagende lydside og gameplayet i øvrigt. Banedesignet er ikke kun smukt at se på. Det er også intelligent strikket sammen, så sværhedsgraden opleves som udfordrende, aldrig frustrerende. Det er en vanskelig balance, som her er udført til topkarakter. Rammehistorien foregår igen i "Drømmenes lysning" (Glade of Dreams) som denne gang er blevet invaderet af monstre fra drømmenes legender - drager, havuhyrer og kæmpetudser. Heldigvis får Rayman hjælp fra vennerne, bl.a. de kendte figurer Murfy og Globox samt vikinge-pigen Barbara. Op til fire spillere kan hjælpes ad, og frit hoppe ind og ud af spillet. Nyt i dette spil er et sæt musikalske baner, som skal gennemføres i takt til kendte sange, lidt a la Guitar Hero-spillene. Prøv fx banen med "Eye of the Tiger". Det er en genistreg!.
Kun få platformspil findes i denne høje kvalitet. Mario-spillene fra Nintendo og de bedste Sonic-spil er nogle af de få.
Et sjovt, grafisk smukt og udfordrende platformspil, som i min lille bog scorer topkarakter - omend platformgenren ikke er den mest eftertragtede blandt den aldersmæssige målgruppe.