Bøger / skønlitteratur til børn

Rebeccas ridetime


Beskrivelse


Billedbog. Rebeccas største ønske er gået i opfyldelse, hun har fået lov til at gå til ridning. Hun lærer en masse på sin første dag på rideskolen, og lillebror lærer at man ikke må fodre en hest midt under en ridetime.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 2. nov. 2011

af

af

Maria Sjøblom

d. 2. nov. 2011

Billedbog til børn fra 6 år og op med mange fagudtryk, som forudsætter en glødende interesse for heste og ridning. Bogen kan sagtens anvendes til lånere af børnebibliotekets faglitteratur om heste. Spørgsmålet er, om de vil finde bogen i billedbogskrybben.

I Rebeccas ridetime følger vi den 6-7-årige pige til hendes første ridetime. Både den tyske forfatter og illustrator er kendt for billedbøger om faglige emner og står også bag I dag skal vi ud at ride, som nærværende bog minder meget om, her er der dog skruet op for mængden af både tekst og fagudtryk. Bortset fra, at man ikke starter ud med svære balanceøvelser eller forventes at kunne identificere en masse hesteracer på danske rideskoler, giver bogen et fint supplement til fagbøgerne om ridning. Bogen er illustreret i klare akvareller, som er både indbydende og realitetstro. Teksten domineres af fagudtryk og selve fortællingen bliver sekundær.

Bogen opfylder meget bedre ambitionen, om at levere faglig viden pakket ind i billedbogsformatet end fx Anna går til ridning, som udkom tidligere på året. Den er samtidigt mere relevant for nye ryttere end En rigtig ridetur da nærværende bog også beskriver livet på en rideskole.

Fin bog, som de ældste billedbogslæsere med glødende interesse for heste, vil kaste sig over på grund af de realistiske og indbydende illustrationer. Det faglige indhold, som fylder rigtigt meget, vil dog være mere interessant for lånere af bibliotekets fagbøger om heste.



Informationer og udgaver