Marc Vachon har igennem flere år arbejdet som nødhjælpsarbejder og koordinator for Læger uden Grænser. Han har således været aktiv i forskellige humanitære aktioner i Rwanda, Bosnien, Sudan, Afghanistan m.v. Hans liv var imidlertid ikke bestemt til at skulle gå i den retning. Forladt af sine forældre voksede han op hos forskellige plejefamilier og institutioner i Canada og var som ung aktiv i rocker-, prostitutions- og narkomiljøet. På baggrund af erfaringer fra forskellige byggepladser bringer tilfældigheder ham i Paris i kontakt med Læger uden Grænser, og her har han siden haft sin arbejdsplads. Bogen er blevet til i et samarbejde med journalisten Francois Bugingo, og den beskriver i et råt og ligefremt sprog Vachons liv. Han karakteriseres som en moderne helt, hvilket ikke er helt forkert set i lyset af hans store indsats for flygtninge rundt omkring i verden. I strømmen af 99.4-bøger og beretninger fra virkelighedens verden skiller denne sig imidlertid ikke særligt ud, og bevågenheden fra danske læsere vurderer jeg til at være begrænset.