Bøger / faglitteratur til børn / håndbøger

Rejsefører til det gamle Rom

Del af Tidsrejser

Beskrivelse


En rejseguide til det gamle Rom for ca. 2000 år siden. Gennem bl.a. bykort, anvisninger på logi, mad og drikke, spisesteder, seværdigheder som Forum Romanum og Colosseum samt attraktioner som hestervæddeløb og militærparader får man et indtryk af livet i romertidens Rom. Med mange tegninger.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. juli 2002

af

af

Lasse Andersson (skole)

d. 18. juli 2002

En morsom, velskrevet og meget informationsrig bog om det gamle Rom. Bogen er gennemført opbygget som en turistguide til Rom i år 118 e.Kr. Bogen er opdelt i fem hovedafsnit: Turistinformation, seværdigheder, indkøb, udflugter fra Rom og baggrund. Hvert hovedafsnit indeholder flere spændende opslag; under turistinformation kan man bl.a. læse om muligheder for indkvartering, mad og drikke, badning og hvad man gør hvis man bliver syg. Under seværdigheder beskrives bl.a. Forum Romanum, Colosseum, hestevæddeløb og militære optog. De enkelte opslag består af en fyldig tekst i to spalter brudt af gode, indholdsrige og til tider morsomme illustrationer. Små rammer giver nyttige vink til turister, f.eks. om lommetyve der også fandtes dengang. Bag i bogen findes praktiske oplysninger om møntfod, tal, samfundsopbygning, tidslinie m.m. samt en lille parlør. Forrest i bogen er et nyttigt kort. Det er alt i alt en elegant og meget givende fagbog der kan læses fra 5. klasse og med stort udbytte kan benyttes til emne- og projektarbejde. Selv om vi har mange bøger om det gamle Rom er denne titel mere end et supplement, bl.a. på grund af sin utraditionelle opbygning.


Bibliotekernes vurdering

d. 18. juli 2002

af

af

Ulla Møller

d. 18. juli 2002

I de seneste år er der udkommet flere titler for børn og unge om antikkens Rom, men denne er nu særligt charmerende. Den er bygget op omkring en sjov ide og er udformet som en rejseguide til byen Rom, som den så ud i år 118. Ideen er konsekvent gennemført. Den rejsende får forslag til valg af logi, til mad og drikke m.m., byens mange seværdigheder og andre attraktioner som f.eks. hestevæddeløb og militæroptog beskrives, og de mange indkøbsmuligheder gennemgås. Der er forslag til ture i omegnen f.eks. Ostia. Afsnittet "baggrund" rummer oplysninger om religion, om mode og en parlør, så den tidsrejsende kan klare sig med et basalt latin, en "who is who" i det gamle Rom. Det hele er fortalt med humor og med en distance, der gør bogen troværdig. Men det er ikke kun sjov, for bogen formidler en utrolig masse information både om livet det gamle Rom og om de bygningsværker den moderne turist i dag kan se ruinerne af. Hertil kommer et væld af sjove, instruktive illustrationer, der viser opbygningen af en romersk badeanstalt, bygningerne på Forum Romanum og meget mere samt sjove tegninger af byens hverdagsliv. Derfor kan bogen bruges både som rejsefører for nutidens rejsende og som et sjovt og uformelt bidrag til Roms historie for alle fra 12 år.



Informationer og udgaver