Forfatteren er mest kendt for sine bøger om magiske væsner - denne bog er imidlertid anderledes. Hovedpersonen, den tapre forældreløse Maia, forlader i 1910 London for at flytte til sine eneste slægtninge, Mr. og Mrs. Carter og deres tvillingepiger, der bor på en gummiplantage i Amazonas. På dampskibet møder hun en skuespillerdreng og sammen drages de ind i et spændende eventyr. Maia er glad for familiens nyansatte guvernante og fascineres af landet og dets natur, men finder familien følelseskold og pigerne ondskabsfulde. Hun bliver dog ven med alle andre mennesker, hun møder. Personernes historier flettes ind i hinanden på en opfindsom og spændende måde, hvor loyalitet og mod er bærende element. Bogen, som er smukt og uhyre underholdende fortalt med mange gode detaljer og en meget fin persontegning, er i form og indhold en moderne klassiker. Desuden giver den megen viden om Amazonlandets natur og befolkning, herunder de hvides forhold til indianerne. Omslaget illuderer en gammel indbunden bog med poststempler fra Brasilien samt billede af to farvestrålende sommerfugle. På bagsiden ses et postkort med dampskibet. Bogen vil som oplæsning fascinere børn fra 3.-6. kl. og som selvstændig læsning fra 5. kl.