Hansine er blevet gravid ved et uheld, og Peter drømmer om at gøre karriere som violinist. Begge søger til København, men kan storbyen opfylde deres drømme om et lykkeligt liv? Bogen er en selvstændig fortsættelse af Sommeren på Carlsholm. For 14-16 år.
København er for både Peter og Hansine en stor forvirrende og larmende by. De ankommer begge med toget fra Jylland i starten af 1900-tallet. Peter med store drømme om fremtiden og Hansine med uro og ønsket om at starte et nyt liv i byen. Hansine er gravid og må flytte ind hos sin afdøde søsters mand. Han bor i en lille lejlighed på det mørke, ildelugtende og larmende Nørrebro. Peter har penge med hjemmefra og drømmer om at komme på musikkonservatoriet, så han kan blive en berømt violinist og gifte sig med godsejernes datter. Men rækker hans talent?.
Bogen er skrevet i et sprog, der er let at læse. Når du læser om Hansine og Peters liv i København, får du et godt billede af hvordan det kunne være at leve på Nørrebro i starten af 1900-tallet. Du kommer helt tæt på hverdagslivet i baggårdene, og du får fornemmelsen af hvor svært det var at følge sine drømme, når man kommer fra en fattig baggrund på landet.
Historien og fortællestilen minder om Anne Marie Ejrnæs' serie Sneglehuset eller om romaner af Gerd Rindel, som omhandler lignende tema.