Værket henvender sig til et publikum, der er blevet fanget af første bind i serien om Marcus Falck, Fortidens dæmoner, eller til et publikum med interesse for den solide danske krimi generelt.
Den forvaringsdømte Jesper Petersen, som læserne vil kende fra seriens første bind, flygter fra forvaringen og spreder død i jagten på sin spæde søn. Et hjemmerøveri udvikler sig fatalt og ender med et makabert dobbeltdrab på et ældre ægtepar, og myrderierne stopper ikke her. Det er de to spor, som drabschef Marcus Falck og hans team i dette andet bind i serien skal søge at få hold på. Larsson krydsklipper i dette bind effektivt mellem på den ene side opklaringsarbejdet og jagten på forbryderne - og på den anden forbrydernes forsøg på flugt og legen kispus med Falck og hans folk. Det er gjort med god sans for at holde fortællingen i gang og drive spændingen igennem til en meget effektfuld slutning. Larsson tegner fortsat udmærkede portrætter af såvel Falck og hans team, som af de personer der rives ind i historien som fx manden fra Dagløkke med klappen for øjet, og deres ofte romantiske relationer, der fylder en del i handlingen, som igen hovedsageligt udspiller sig på Nivå-kanten i Nordsjælland. Et absolut solidt bud på en dansk krimiserie fra Larsson.
Uden at være nogen Jussi Adler-Olsen giver Larsson et godt bud på en dansk krimiserie; absolut anvendeligt som 1. bind Fortidens dæmoner, 2011.
En gedigen ny dansk krimiserie begynder at tegne sig i bøgerne om Marcus Falck og hans team.