Lucy har altid drømt om at slippe storbyens ræs og vende tilbage til landsbyen Burley Bridge. Hun får overtalt sin mand og børn og alt tegner lykkeligt. Men da hun pludselig står alene med det hele, er det måske alligevel for meget? Engelsk landsbyhygge og feel good roman for især kvinder.
Lucy tilbragte alle sine barndoms ferier i en lille hyggelig landsby. Nu er hun blevet fyret fra sit job og det er på tide, at hun får afprøvet om drømmen om et mere simpelt liv vil være lykken. Hun får hurtigt overtalt sin mand, Ivan, og deres 2 børn til at flytte fra deres travle liv i Manchester. Familien køber Lucys drømmehus, Rosemary Cottage, hvor hun vil åbne et lille Bed and Breakfast. Lucy og børnene stortrives i den lille landsby, hvor alle kommer hinanden ved. Men Ivan savner sit travle liv og sin karriere i Manchester, hvor naboerne ikke konstant blandede sig i alt. Da Lucy pludselig står alene med ansvaret, må hun lære både at række ud og bede om hjælp, og afbøde sin mors utidige indblanding. Heldigvis dukker en helt særlig person fra hendes fortid op.
Sød, hyggelig og sørgelig historie, som virkelig skildrer landsbylivet på godt og ondt. Indbyggerne i Burley Bridge føles hurtigt som gamle venner og man fatter straks sympati for Lucy. Ellen Berry er pseudonym for Fiona Gibson, en meget produktiv, engelsk feel good forfatter, der ikke tidligere er udkommet på dansk.
Nyd også den svenske Villa Havbrise af Caroline Säfstrand.