Bøger / skønlitteratur til børn

Ridder Ranke & Væbner Rinke


Beskrivelse


Billedbog. Ridder Ranke bor på sin borg sammen med Jomfru Rumpe og sin væbner, Rinke. Ridder Ranke kan både kræve skatter ind og føre krig, men bliver det mon ham der kommer til at leve lykkeligt med prinsessen?

Anmeldelser (4)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. mar. 1999

af

af

Jesper Holtoug (skole)

d. 10. mar. 1999

Makkerparret Hartmann og Karrebæk slår til igen. Denne gang med et charmerende og aldeles uhøjtideligt ridder-eventyr. Det er veloplagt underholdning fra først til sidst. Fjollet røverkomedie for de mindste, sjove litteraturhistoriske og småerotiske sidespring for den voksne oplæser - skæg og ballade for alle aldersgrupper. Som en anden Don Quixote drager Ridder Ranke med sin væbner ud i verden for at søge lykken. Hvor den førstnævnte opsøgte vindmøller, han kunne bekæmpe, har Ridder Ranke sin egen vindmåler fastmonteret på hjelmen. Ridder Ranke finder sin lykke, men ikke helt, som man forventer. Fortællingen snor sig omkring de klassiske folkeeventyr, men historien her har sin egen stil - en sproglig kombination af højtidelig høvedsmandstale og komplet fjolleri. Netop denne skægge modsætning bygger Dorte Karrebæk eminent videre på i sine svulstige, karakterfulde stregtegninger. Hver eneste illustration fortæller sin egen historie. På én og samme gang fører billederne tilhøreren ved hånden gennem fortællingen og tilføjer nye dimensioner af grotesk humor. Det er en herlig historie, der må kunne inspirere til både meddigtning, tegneseriemageri, billedlæsning - og hvorfor ikke: børnefilm eller skolekomedier. Højtlæsning bedst fra 2. klasse.


Bibliotekernes vurdering

d. 10. mar. 1999

af

af

Lise Lotte Larsen

d. 10. mar. 1999

Efter deres tidligere værker om forskellige figurer fra det barnlige forundringsunivers, så som engle, trolde osv, giver Hartmann og Karrebæk her en fremstilling af endnu en sådan figur: ridderen. I en form der ganske gevaldigt trækker både dens romantiske og heroiske træk ned på jorden. Der er noget svært midaldrende over den kiksede, glemsomme Ridder Ranke, der hverken til hverdag, i krig eller på jagt efter bortførte prinsesser udmærker sig ved andet end en vis afhængighed af omverdenens hjæælp. Det ender da også med at det bliver hans unge væbner der løber med prinsessen, mens han selv ender lykkeligt med husholdersken Jomfru Rumpe på sin forfaldne borg. Det er i høj grad billederne der skaber liv og sammenhæng og i tråd med teksten humoristisk og respektløst vrider alle forestillinger om riddere og alt deres tilbehør, sværd, heste, rustninger osv - og desuden gør det helt tydeligt hvorfor jomfruen hedder Rumpe. Det anes i billederne at Don Quixote må være i familie med Ridder Ranke. Her er humor for både børn og voksne fra ca. 4 år. Dem der vil have ægte ridderromantik må søge andre steder.


Folkeskolen

Årg. 116, nr. 23 (1999)

af

af

Jens Raahauge

Årg. 116, nr. 23 (1999)


Weekendavisen

d. 16. apr. 1999

af

af

Pernille Stensgaard

d. 16. apr. 1999