Spil / computerspil

Riddere


Beskrivelse


Adventurespil. Du er den unge rødebedefarmer Brian, som ene mand må hjælpe din konge, Ejnar den Nervøse. Den onde ridder, Didrik den Dystre, har stjålet Det magiske Dragesværd og truer med at invadere kongeriget. Vejen til sejr er lang, for du må klare i alt 91 farlige quests i den eventyrlige verden, inden Didriks hær er nedkæmpet. Undervejs kan du gå på opdagelse, købe magiske våben og få din egen ildspyende drage.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 8. okt. 2010

af

af

Finn Christiansen

d. 8. okt. 2010

Nintendo DS. Genremæssigt befinder vi os i den lidt bedagede afdeling med side-scrolling 2D-spil, her i et eventyrunivers med riddere, drager og magi. Historien og sværhedsgraden kan magtes af børn fra cirka 6 år, med lidt assistance undervejs. Målgruppen går til ca. 9 år. Spillet har danske tekster og dansk manual. Der er ikke tale i spillet, kun diverse "hmmm"-lyde, som vi kender fra Lego-spillene. PEGI: 3.

Man tager rollen som den unge rødbedefarmer Brian, som ene mand må tage kampen op mod den onde ridder, Didrik den Dystre. Vejen til sejr er lang, for Brian må klare i alt 91 quests, inden Didrik er slået. Spillet er opbygget som et adventurespil, hvor man skal klare opgaver, opgradere udstyr og gå på opdagelse. Verdenen er ret omfattende, i alt 16 byer og landområder, som skal afsøges. I byerne kan Brian handle våben, magiske drikke, spille minispil og sågar købe drager. Nogle quests løses på drageryg, og som man avancerer i historien, kan man købe sejere drager. Det lyder som en ordentlig mundfuld, men det er i grunden et ganske simpelt spil, som er let at gå til. På den negative side tæller, at der nogle gange er meget tekst og at nogle baner er meget ens. Mine egne drenge, som lige akkurat er i målgruppen, var godt underholdte indtil cirka 2/3 henne i spillet. Grafikken er i orden, men DS'en kan præstere bedre.

Lego-spillene til DS er lignende, blot bedre. Det gælder både teknologisk og fortællemæssigt.

Et omfattende spil, som desværre ikke helt leverer varen. Den store verden og de mange opgaver er et plus, men det ensformige gameplay kvæler underholdningsværdien.



Informationer og udgaver