I marts 1983 var Preben Major Sørensen deltager i en kulturdelegation til Israel, og denne bog er en rapport til kulturministeriet om rejsen. Han skriver i forordet: »Rapporten har rejseessayets karakter og dækker forfatterens personlige oplevelse af mødet med staten Israel. Den blev i kraftigt forkortet udgave trykt som dobbeltkronik i dagbladet Politiken d. 28. og 29.4.1983«. - Og det er meget rigtigt en stærkt personlig skildring, der i meget sammentrængt form indeholder kalejdoskopiske reflektioner, der strækker sig fra Israels demokrati til jødisk og islamisk musikkultur. På det lille sideantal har det ikke været muligt for forfatteren at uddybe sine forskellige indtryk og synspunkter. Men for den, der i forvejen er godt inde i Israels og jødisk historie og kultur, er det et interessant og tankevækkende vidnesbyrd. - Dog nok mest for større biblioteker.