"Doktor Kragh har bedt om at blive gift med dig, og det har jeg givet ham mit ord på". Således er fremtiden beseglet for romanens unge hovedperson, Hilde, der som 15-årig bliver gift med en væsentligt ældre mand. Bogen henvender sig primært til (ældre) læsere af bøger om Danmark i gamle dage.
Hilde kommer fra ringe kår. Heldigvis har doktor Kragh valgt hende som sin kommende kone, skønt hun knap forstår det. Hilde opdager snart at hun holder af sex, men doktor Kragh siger at kvinder der er glade for sex, bliver sendt til Sprogø. Hilde kæmper bravt for at leve op til de forventninger der er til hende, om at være "en rigtig kvinde". Men kan man rette ind og undertrykke sig selv og egne behov, når man grundlæggende er stærk? Anne-Pia Jørgensen har også udgivet den historiske roman Bidronningen.
Dette er en god og velskrevet udviklingsroman, hvor vi gennem bogens hovedperson, Hilde, får et indgående indblik i det at være kvinde i perioden fra efterkrigstiden og frem til tiden med parcelhus og villavej. Hilde står stærkt, hun går under huden på læseren og bliver en fin stemme for en hel generation af kvinder.
Bogen kan sammenlignes med andre udgivelser der tegner portrætter af kvinder i efterkrigstiden, fx romanen Skygger fra Sprogø af Vibeke Marx.