Bogen henvender sig til aldersgruppen 3-4 år til 8 år, og anvendes bedst som højtlæsning for de yngste og selvlæsning for de dygtigste af de ældste.
Det er en rigtig god historie som alle børn vil synes om, da den er sjov og samtidig har eventyrgenrens bedste sider i sig. Rimus drager ud i verden for at finde ud af, hvilken slags trold han skal være, når nu hans far er drilletrold og mor er bagetrold og brødrene er henholdsvis sportstrold og fjernsynstrold. Han møder bøvsetroldene og dansetroldene, men da han hverken kan bøvse eller danse, duer det jo ikke. Skolebørnene rimer i skolen, og det var det sjoveste Rimus nogensinde havde hørt. Rimus "låner" alle de sjove remser, og tager dem med hjem, og på den måde bliver han til en rimtrold. Flettet ind i historien er der flere sjove rim. Der er et godt varieret sprog, med en del ikke helt nemme ord, derfor god som oplæsning, men sværere at selvlæse. Fremragende tegninger, meget udtryksfulde. Sammen med bogen hører et vejledningshæfte, en cd-rom og 4 plakater. Rim og remser er gode til den sproglige opmærksomhedstræning. Der er taget udgangspunkt i Dunn og Dunns læringsstilsteori.
Der eksisterer en del rim- og remsebøger til førskolebørn og til skolestart. Denne adskiller sig ved at rim og remser bliver en integreret del af en episk fortælling.
Børnene vil elske rimtrolden Rimus. Han vil kunne fange børnenes opmærksomhed, og give dem lyst til selv at lege med ord og bogstaver.