Spil / computerspil

Rise of the guardians


Beskrivelse


Actionspil. Adventurespil. De fem vogtere, Julemanden, Tandfeen, Ole Lukøje, Påskeharen og Hr. Frost, må tage kampen op mod "Mørkemanden", der forsøger at kvæle børns fantasi, så de fem til sidst vil ophøre med at eksistere. Hver vogter har sine egne unikke færdigheder og sin egen 3D verden at udforske. Spillet kan spilles med Wii U Gamepadden, der med sin ekstra skærm giver let overblik over omgivelserne og spillerens journal.

Anmeldelser (4)


Bibliotekernes vurdering

d. 6. dec. 2012

af

af

Søren Skøtt

d. 6. dec. 2012

Wii. Rise of the guardians er et actionspil baseret på Dreamworks animationsfilm, der på dansk hedder De eventyrlige vogtere. PEGI: 12 med ikon for vold. Målgruppen er de yngste biografgængere, men spillet er på engelsk, og man savner virkelig en dansk udgave. Kan spilles fra omkring 8 år.

Spillet tager udgangspunkt i filmens univers, hvor Tandfeen, Julemanden, Påskeharen, Jack Frost og Sandmanden skal bekæmpe bøhmanden Pitch. Som den lille gruppe skal man besøge hver af de fems verdener og bekæmpe horder af bøhmandens mareridtshær. Man kan spille op til 4 personer sammen, men spiller man alene, styrer computeren blot de øvrige karakterer (hvilket den gør så godt, at man ind imellem ikke selv behøver gøre noget). Spillet fungerer ok på Wii'en, men allerede efter 5 minutters spil savner man variation, og resten af spillet er gentagelse på gentagelse. Grafikken kommer ikke i nærheden af filmens flotte animationer.

Spilmæssigt ligner det spil som The lord of the rings - Aragorn's quest eller andre spilmatiseringer af tegnefilm som Planet 51 og Megamind - mega team unite, der dog alle har en del mere at byde på.

Spillet er meget ensformigt og små fans af filmen vil blive skuffet. Spillet er hverken tro mod historien eller de fem figurer.


Bibliotekernes vurdering

d. 6. dec. 2012

af

af

Frederik Nielsen

d. 6. dec. 2012

Nintendo DS. Rise of the guardians er et action eventyrspil baseret på den animerede film med den danske titel De eventyrlige vogtere. Sværhedsgraden er middel og spillets målgruppe er fra 9 år, især fordi spillet ikke indeholder en dansk version, der ville passe til en yngre målgruppe. PEGI: 12 år med ikon for vold.

Du styrer fem forskellige Vogtere, der består af de amerikanske versioner af Julemanden, Påskeharen, Tandfeen, Kong Frost og Ole Lukøje i kampen mod den onde ånd Pitch. Pitch og og hans onde mareridtsvæsner får børn til at tabe troen på de magiske Vogtere og for at få børnene til at tro igen og selv overleve, drager de ud i deres fem verdner for at nedkæmpe modstanderne og gennemføre missioner. Du kan skifte løbende mellem de fem unikke Vogtere i spillet og således vælge den figur du synes er bedst. Når du nedkæmper større fjender bliver de til krystaller, der kan indløses til forskellige fordele samt du får dine figurer til at stige i level og kan forbedre deres egenskaber, men du genopretter også troen på fantasien igen i de enkelte verdner. Styringen er simpel og består primært af enkle tastetryk men mangler præcision. Grafikken og lydsiden er udmærket.

Typisk licensspil inspireret af en film og minder om udgivelse som fx "Ben 10"-spillene og How to train your dragon.

Spillet 'låner' fra mange forskellige spil og virker til tider halvfærdigt men er et ok eventyrspil med simpel kamp og for lidt variation. Det er ærgerligt med den manglende danske udgave og spillet henvender sig primært til børn og unge, der har set filmen.


Bibliotekernes vurdering

d. 6. dec. 2012

af

af

Knud-Henrik Bentzen

d. 6. dec. 2012

Xbox 360. Her er endnu en titel der bygger på en animationsfilm. Den har i Danmark fået titlen De eventyrlige vogtere. Pegi er 12 med ikon for vold. Mærkværdig rating når spillet bygger på en børnefilm. 7 år er passende, men der kan være behov for hjælp med den engelske tale.

Spillets ide er samarbejde, og op til 4 kan gennemføre historien. Vi møder figurer alle kender; Påskeharen, Ole Lukøje, Julemanden og Tandfeen. De får til opgave at besejre skurken Pitch som på dansk har fået navnet Bøhmanden. Om man er 4 eller én gør ikke den store forskel da det er så som så med udfordringerne. Filmen er højt budgetteret med skuespillere som Jude Law på rollelisten. Desværre er der ikke blevet mange penge tilovers til dette udprægede spekulationsprodukt. Ideen med at angribe de kendte figurers svagheder, at de ikke kan eksistere hvis børn ikke tror på dem, er genial. Men når det ender i repetitive og hastigt lavede ligegyldigheder, så udnyttes potentialet langtfra. Blot fordi det er et børnespil, så er det ingen undskyldning for at springe over hvor gærdet er lavest. Tværtimod.

Der er bedre platformspil til konsollerne. Fx er Ratchet & Clank - all 4 one samt de mange Lego-spil overlegne.

Det er ikke mange roser dette spil fortjener. Alt det indeholder er set bedre andre steder, og de ikoniske figurers charme udnyttes slet ikke. Bør springes over.


Bibliotekernes vurdering

d. 4. jan. 2013

af

af

Henrik Schou

d. 4. jan. 2013

Wii U. DreamWorks filmen Rise of the guardians danner grundlag for spillet af samme navn, der nu er udkommet til Wii U. Spillet er et action-eventyr hvis målgruppe er børn fra ca. 10 år og op til ca. 15 år. Sproget er engelsk. PEGI 12.

I Rise of the guardians slår Julemanden, Tandfeen, Ole Lukøje, Påskeharen og Hr. Frost sig sammen i kampen mod Mørkemanden, der forsøger at fjerne dem fra børns fantasi. Hver vogter har sine egne styrker og svagheder og spilleren kan skifte mellem dem alt afhængig af hvad situationen og omgivelserne kræver. Spillet er et 3D action-adventure med 5 verdener og med masser af action, der let bliver ensformigt. Gameplay er set mange gange før og spillet er på mange måder den metervare man typisk forbinder med spil baseret på film til børn. Det interessante ved Wii U versionen er den flotte grafik og den specielle kontrol. Man kan spille Wiimote og Nunchuck, men det er bedst med en Wii U Gamepad. Skærmen på gamepadden anvendes til at vise kort og til at bladre i spillets journal. Det er måske ikke det Wii U spil, der anvender gamepaddens muligheder bedst, men den er stadigvæk en fin gimmick i et spil til børn.

Grafisk er spillet næsten identisk med PS3- og Xbox 360-versionerne. Generelt er action-adventurespil baseret på film en velkendt gammel traver og det ligner således en lang række andre spil baseret på børnefilm.

Wii U kontrollen i spillet er velfungerende og spillet vil med sikkerhed henrykke fans af filmen, der spiller for et gensyn med figurerne og derfor er villige til at abstrahere fra det ensformige og velkendte gameplay.