d. 25. jan. 2011
af
af
Frans Rasmussen
d. 25. jan. 2011
Viscontis filmklassiker opleves også i dag som en bevægende skildring af en familie. Fra 15 år.
Enken Rosario Parondi ankommer med tog fra det fattige Syditalien til det rige Milano med sine 4 sønner Rocco, Simone, Ciro og Luca. Den ældste søn Vincenzo bor allerede i Milano. Livet i storbyen er hårdt, og fristelserne lurer. Simone forsøger sig som bokser, men drages af sprut og kvinder. Den gode lillebror Rocco forsøger at holde ham på rette vej, og skæbnefortællingen kompliceres af, at Rocco og Simone falder for den samme kvinde, den prostituerede Nadia. Trods dens melodramatiske elementer fastholder aristokraten og marxisten Luchino Visconti sin position som Italiens store neorealistiske kunstner i sin episke fortælling om en familie og et samfund på vej mod katastrofen.
Rocco og hans brødre er den midterste af Viscontis trilogi om det italienske samfund, hvor den første er "Jorden skælver", 1948 neorealismens hovedværk om en siciliansk fiskerfamilie, og den sidste "Leoparden", 1962 om det sicilianske aristokratis fald i slutningen af 1800-tallet. Som i hans senere Døden i Venedig, 1971 forener Visconti her film med operaens storladne drama.
Handlingen fortælles episodisk med et kapitel til hver af brødrene. Fortællingerne vikles ind i hinanden til en samlet og yderst kompleks og elegant konstruktion. At den stadig står som særdeles central i filmhistorien skyldes ikke mindst, at den sociale indignation står skarpt, og at Alain Delon er pragtfuld som den altopofrende Rocco.
