Wii. Musikspil i stil med "Guitar hero". Børn fra 10 år kan magte sværhedsgraden på letteste niveau, men den egentlige målgruppe er unge og voksne. Sproget er engelsk. PEGI: 12 og malplaceret ikon for grimt sprog.
I bund og grund ligner konceptet sig selv, men på ét punkt adskiller dette musikspil sig fra de mange andre i "Rock band"- og "Guitar hero"-serierne: muligheden for Pro mode. I Pro mode er realismen (og dermed for nogen sværhedsgraden) højnet betydeligt, og man skal spille med andre instrumenter end de sædvanlige plastic-dimser, vi er vant til. Pro-guitaren har fx strenge og et utal af knapper, keyboardet har rigtige tangenter og Pro-trommesættet har fået bækkener. Instrumenterne understøtter desuden MIDI, så man kan koble dem til andet musikudstyr og computere. Det skal dog understreges, at instrumenterne ikke medfølger og derudover er ret dyre (ca. 900 for keyboard og ca. 1300 for hhv. guitar og trommer), men det er en vigtig udvikling af genren, hvor grænsen mellem spil og egentligt musikprogram rykkes. Med de sædvanlige plastic-instrumenter er den vigtigste nyskabelse career-mode, hvor man optjener points for at kunne avancere i historien. Med spillet er 80 nye rock-sange og online kan der tilkøbes over 1400 mere.
Dette spil bringer med understøttelsen af de nye instrumenter genren et nyt sted hen. Men de fleste vil nok spille det med de gamle instrumenter, og så er fx Rock band 2 i dén grad sammenligneligt.
Alt i alt udmærket musikspil, som dog kun for alvor skiller sig ud, hvis man investerer i de relativt dyre Pro-instrumenter.