Primært til interesserede i dansk beat og rockhistorie. Kan formidles sammen med en mængde af litteratur om dansk rocks historie og cd'er med alle de store musikere og bands fra Aarhus.
En del musikere, musikskribenter og journalister har stået bag denne omfangsrige bog. Fortællingen om beat- og rockhistorien i Århus er både kulturhistorie og et vigtigt kapitel i den danske rytmiske musiks historie. Mange store navne er kommet fra Århus gennem tiderne og den århusianske rockhistorie er kun nogle få uger efter den københavnske, som startede i oktober 1956. Bogen skildrer kronologisk Århus' beat- og rockhistorie fra 1956, med provinsens største stjerne Ib "Rock" Jensen og til og med 1990'erne. Her imellem portrætteres mange landskendte navne lige fra Blue Sun, Warm Guns, Gnags, Shit & Chanel og til Lost Kids, TV2 og Helmig og desuden mange andre. Bogens sidste fjerdedel beskriver mere lokale emner som Århus Musikkontor, undervisning, organisation og de uundværlige folk "backstage", samt ikke mindst tidsskrifterne "Geiger" og "Gaffa". Bogen har et indbydende layout og er flot illustreret hele vejen igennen.
Er også udkommet Bare de synger om Århus, ikk'å - en rytmisk registrant, 2003. Er en anden type bog som især fremhæver de kendte navne fra 1980'erne og ind i 1990'erne foruden navne indenfor populærmusikken. Nærværende bog er dog mere grundig og vil have bredere appel.
Velskrevet, informativ og underholdende bog, som bør stå i alle velassortede musikafdelinger.