Astrid Saalbach (AS) er både skuespil- og romanforfatter og har som sådan et lidt bredere publikum end de fleste. Bogen har dog alligevel et primært publikum blandt professionelle teaterfolk og skuespillere for at blive forløst.
To stykker af AS, der på hver sin måde beskæftiger sig med personer i ekstreme situationer af eksistentiel eller psykologisk art. Rødt og grønt handler om en gruppe danske udviklingsarbejdere, der arbejder midt i vold og elendighed. Mens den unge Kristine støder til fuld af idealisme, fører den mere erfarne gruppe et nærmest flegmatisk, ekstravagant liv uden tro på den sag, de arbejder for. Desillusionen udstilles og udspiller sig indbyrdes mellem dem. Monologen Pietá handler om den midaldrende succesfulde erhvervskvinde Rie, der har levet et forceret liv. Hun vågner op på et hotelværelse med heftige tømmermænd ved siden af en yngre mand, der viser sig at være død, og hun kan intet huske. Det er dog ikke selve dødsfaldet, der udløser Ries sammenbrud; det bliver en katalysator for de fortrængte begivenheder i hendes liv. Stykkerne har været opført i bl.a. Danmark og Sverige.
AS har skrevet en mængde dramatik, der altid går tæt på det enkelte menneske og de vilkår og reaktionsmønstre, der udspiller sig indbyrdes menneskene imellem. Det gælder fx også i hendes Fire spil fra 2006.
To skuespil af den meget spillede danske dramatiker. Begge stykker handler om mennesker, der er nået til det yderste af deres ydeevne og ender i desillusion eller deroute.