Salima er tidligere flygtet til Danmark fra Zimbabwe, men efter flere års ophold, nogle under jorden, vender hun tilbage til Zimbabwe, da en fremtid i Danmark er udsigtsløs. Bogen skildrer hendes tilbagevenden og kamp for en tilværelse samtidig med den konstante frygt for at blive opdaget af forfølgere fra Mugabes Zanu parti. Sideløbende med hendes usikre liv i Zimbabwe, hvor hun bl.a. er safariguide for turister og aktiv i et HIV/AIDS-projekt, har hun via e-mails kontakt med sin danske ven John, som var med til at skjule hende under hendes ophold i Danmark. Bogen er en blandet fortælling om Salimas usikre tilværelse, afrikanske naturskildringer, betragtninger om forholdene i Zimbabwe, Johns "lommefilosofiske" betragtninger og refleksioner over sit liv og kærligheden iblandet diverse aktuelle samfundsmæssige temaer som Muhammed-tegningerne, den internationale terror og udpluk fra Jørgen Leths biografi om forholdet til en haitiansk pige. Forfatteren betegner selv bogen som en faktionsroman, hvor hans egen tilværelse og baggrund tilsyneladende indgår som en væsentlig inspirationskilde. Bogens målgruppe er uklar da dens mange aspekter og vinkler dækker over vidt forskellige områder og interessesfærer. Det kan efter min mening også gøre det vanskeligt for en større læsergruppe at engagere sig i den. Ben Hur er pseudonym for forfatteren Benny Rasmussen.