Hobbybog for alle der ønsker inspiration til at komme i gang eller videre med at lave egne røgvarer.
Forfatterne udbyder kurser i røgning og videregiver i denne bog deres erfaringer. Det er ikke en samling præcise opskrifter, men praktiske råd til selv at komme i gang. Forfatterne fortæller om den nødvendige hygiejne og de forskellige teknikker. Det drejer sig om saltning som tørsaltning eller i lage, om tørring samt kold, varm eller halvvarm røgning. Bogen giver anvisning på, hvordan man kan bygge en tørrekasse og en røgovn, men også hvordan man kan bruge sin kuglegrill til røgning. Produkterne, der saltes og røges, er fisk, kødstykker, fjerkræ, pølser, ost og peberfrugter. Dertil kommer beretninger fra besøg hos en fisker, en røgovns-producent, et fiskerøgeri og et slagteri, der har arbejdet med at udvikle røgningen.
Bogen henviser til Røking av mat - fra hobby til lidenskap, der ikke findes på noget dansk bibliotek. Der er to danske bøger om emnet: Kringelbachs salte- og røgebog og Saltning og røgning, hvor den sidste også viser, hvordan man selv kan bygge en røgeovn og medtager madopskrifter. Røgning for smagens skyld er den mest ordrige, mest entusiastiske og mest billedrige af disse tre. Der henvises til mange hjemmesider, og www.roegeovnens-venner.dk er et godt supplement til bogen med præcise opskrifter.
En nyttig bog for alle der vil lave egne røgvarer. Der bruges mange ord og den er løs i opbygningen, men indeholder de nødvendige oplysninger.