Forløbet i denne debutdigtsamling går fra fortrængninger og magtkamp mellem kønnene, over en skildring af fastlåste roller til en vandring mod lyset og en oplevelse af universel væren. Som et stilbrud gives i næstsidste digt en skildring af storbyen lige inden den endelige harmoni nås. Digtene består af billeder, der ofte sættes overraskende sammen: »Måne/eksisterer uden ophør/krøbling og skidefuld/kalder hun os«. Det er symholladede stemningsdigte, der lægger op til læserens associationer, tonen er patetisk over i det pompøse: »Sønderriver ikke jordens klædedragt«. Digtenes drømmeagtige stemning understreges af Jytte Nielsen's fotos. De er sofistikerede, viser indhyllede kvindeskikkelser, der vandrer af sted, på ét foto ses kun fodsporene i sandet. Andre fotos viser udsnit af naturen så tæt på, at de bliver symboler. Bogens layout er flot, digtene er trykt med skråskrift, 2 dobbeltsider er mørke med teksten sat i hvidt. Forfatteren er skuespiller, både hun og fotografen eruddannet og har arbejdet i Paris. Digtsamlingen virker som et ambitiøst projekt, det er en smuk bog men bragt op på et plan, der ikke er tekstmæssig dækning for.