Bo R. Holmberg behersker mange genrer. Let og charmerende skriver han om ung kærlighed, og med stor indlevelse behersker han også den historiske roman samt de stille bøger i den alvorlige ende af skalaen om døden og savnet. Røverbanden på bjerget er historien om mor, far, Helga og Per. De lever i et usselt hus i udkanten af landsbyen, og det kniber med at skaffe til dagen og vejen. Helga har i 2 måneder været taget til fange hos røverne, men det er lykkes hende at flygte. Familiens problem er, at storbonden og bønderne i landsbyen slår familien i hartkorn med røverne. De er også tatere/sigøjnere, som stjæler og begår vold, og derfor skal de behandles som næsten fredløse. Fortælleren - Per - vil have renset sin far, som afvises alle steder. Nu starter den dramatiske tur op ad bjerget, og spændingskurven følger støt med. Han tages til fange, men redder i første omgang sit liv ved at fortælle røverne, hvor bønderne lader deres får græsse. Røvernes jagt på dyrene mislykkes takket være Per, som får tilkaldt bønderne. Dramatisk og spændende slutning. Bliver familien nu accepteret, og er det onde udryddet? Slutningen skal ikke afsløres her. En god og velskrevet bog om sammenhold, angst, om at være udstødt o.m.m. Et stykke historie, som desværre også har aktualitet i dag. Selvlæsning fra 12 år. Her er meget mere end bare spændingen.