Bogen henvender sig først og fremmest til drenge i alderen 11-14 år, der er fan af filmen Ronal Barbaren. Velegnet til sporadisk læsning og glimrende inspiration til rollespil.
I samarbejde med Einstein Film har forfatteren skrevet, samlet og digtet en bog med udgangspunkt i filmen Ronal Barbaren. Det er fladpandet og sjofel humor i en parodi på 1980'ernes fantasy og rollespil. Masser af muskuløse og olierede barbarer, højrøvede elvere og letpåklædte amazonkrigerinder. En spinkel historie fortalt i tvivlsomme kvad flettet ind i mange finurlige indslag med en sammensat billedside. Jeg var skeptisk, men blødte op efterhånden som jeg kom gennem siderne med Gundars kampskole, Alt for Amazonerne, beskrivelsen af byen Brutania, og oraklets horoskop. Vi kommer også bag kulissen til filmversionen. Bogen indeholder et spændende formidlingskoncept, der ved en narrativ strategi integrerer form, indhold, tekst og billeder. Er også udgivet som applikation til smartphones.
På mange måder unik i sin måde at formidle og fortælle. Forfatteren er kendt i børnebiblioteket, om ikke andet så for serien Taynikma sammen med manga-tegneren Jan Kjær.
En bog, der nok mest er henvendt til fans af filmen af samme navn. Fladpandet humor, men også en bog med et spændende nyt formidlingskoncept.