Er du til eventyr med feer, alfer og trolde er serien om Roselil lige noget for dig. Denne bog, som er nummer to i trilogien, vil glæde især piger fra 5-8 år og deres voksne oplæsere.
Da fedronningen dør bliver der pludselig vinter i Sommerlandet og blomsterne holder op med at gro. For at bringe sommeren tilbage må der vælges en ny dronning, men ved valget stiller ikke blot en, men hele to kandidater op; den smukke fe fra damascenerrosen og Bella Donna fra digitalisblomsten. Det står snart klart at Bella Donna stiller op efter aftale med heksen, der ønsker at forpurre valget og beholde vinteren. Roselil og hendes veninde, Silke Sommerfugl, må sætte alle sejl til for at redde Sommerlandet fra ufred og splid. Bøgerne om Roselil genudgives i disse år med nye illustrationer af Mårdøn Smet og en tilhørende CD, hvorpå Josefine Ottesen har indtalt fortællingen.
Sød og velskrevet historie, med en spændende handling, der ikke er for uhyggelig til at kunne anvendes til godnat-læsning. De søde illustrationer består af både farvelagte og sort-hvide stregtegninger, der passer godt til fortællingen og det pigede univers.
Det er 20 år siden bogen udkom første gang og den efterhånden klassiske eventyrfortælling er blevet genudgivet flere gange siden. Med denne udgivelse er både layout, illustrationer og format ændret og bogen fremstår med et nutidigt og piget look.