Lauzier er herhjemme kendt for sin rappe satire i tegneserienovellerne Moderne tider, men han tegner også længere historier med samme sigte. Han svinger pisken over borgerskabet (hvadenten det ligger til højre eller venstre), han er ubarmhjertig over for alle, der betaler eller snakker sig fra det. (Men som enhver moralist håber han vel, at vi forbedrer os, og fx ikke søger skjul bag frasernes skørter). Dette album handler om Jerome Ozendron, der har klaret sig godt i forretningslivet (ledende stilling), men som drømmer om også at gøre sig i det kulturelle rotteræs (skrive en bog, genvinde sin »frihed). Men han er ikke smart nok, han mister sin stilling, sin kone og sin selvagtelse og søger så tilbage til det rotteræs, han magter. Undervejs tramper han på alle, der ikke har status (penge og ord). Hans superegoisme gør ham til oplagt kandidat til »årets mandschauvinist«, og hans kone - en af Lauziers få positive figurer - gennemskuer ham og vinder ved at forlade ham. Selv sidderhan tilbage med en kvinde med ringere status (som han boller i mangel af bedre), klar til at begynde forfra med diverse rotteræs. For alle voksenafdelinger.