Gribende og virkelig god roman om moderen Kaisa som efter skilsmissen fra lægen Simon, ikke må se sine børn. For læsere af skønlitterære romaner hvor temaet er skilsmisse og underkuede kvinder.
Kaisa er mor til 14-årige Malte og 10-årige Mira og hun mistede retten til at have dem i en skilsmisse fra hendes kontrollerende eksmand, lægen Simon. Men da Simon og hans nye kone Agnete skal ud og rejse i fire uger, får Kaisa lov til at passe dem i sit sommerhus. Men pludselig forsvinder Malte. Sammen må Kaisa og Simon ud for at finde ham men her viser Simon sig fra sin værste side og det får fatale konsekvenser. Bogen skifter mellem nutid og erindringer om fortiden. Romanen har undervejs små collager som beskriver Maltes sindstilstand.
Romanen prikker til rigtig mange forskellige følelser hos læseren. Man bliver grebet af fortællingen og personerne og det er yderst velfungerende med de få ekspressive kunstneriske billeder undervejs, som giver et kig ind i sønnen Maltes komplekse tanker. En genistreg fra forfatteren.
Jeg har ikke læst en roman der ligner denne, dertil er den helt sin egen. Men ønskes litteratur med lignende temaer som skilsmisse fra en kontrollerende mand og udfordringer ved forældremyndigheden, så kan bogen Marionetternes magt af Rie Osted anbefales.