Serien har indtil nu omhandlet så forskellige ting som det gamle Rom og Egypten, menneskekroppen og dinosaurer og denne bog er bygget op på samme måde som de andre. En række billedmættede opslag med mange forskelligartede oplysninger, heraf fire udstyret med et transparent blad, så opslaget fortsættes et lag dybere ind i figuren. En sjov ide, som dog ikke tilfører særligt nyt og i realiteten kun genbruger noget tekst på opslagene. Bogen indeholder selvfølgelig mange oplysninger, men er så kortfattet og med så mange emner, at den ikke egner sig særlig godt til undervisning, men er mere velegnet til individuelt brug, hvor de flotte illustrationer nok skal vække nysgerrigheden hos en bred aldersgruppe, men først fra omkring 12 år kan de fleste få udbytte af den temmelig svære tekst. Bogen starter med et opslag om udforskningen af rummet fra babylonerne til opsendelsen af de første raketter. Så afsnit om den bemandede rumfart ført helt op til etableringen af den internationale rumstation. Dernæst et opslag om astronomernes værktøjer som indledning til bogens andet hovedafsnit om Universet med hovedvægten på vores solsystem og udforskningen af det og til slut et enkelt opslag om fremtiden. Der er en udmærket indholdsfortegnelse og et stikordsregister.