I et velbearbejdet sprog og en fin luftig stats i en godt læsepædagogisk tilrettelæggelse fortælles her kortfattet om typer af rumskibe, raketter, satellitter, rumteleskopet, arbejdsvilkårene i rummet med varme og kulde, udforskningen af planeterne, fremtidens rumfart m.m. plus lidt historisk perspektivering. Der afsluttes med en anvendelig ordliste og nogle instruktive vedkommende forsøg, som for en gangs skyld kan foretages uden større forberedelser og med enkle remedier, som findes i ethvert hjem. Bogen er i serien Super stærke og indbydende illustreret med flotte farvefotos i pænt, velafbalanceret og overskueligt layout. I teksten er der indfældet blå og gule faktablokke, som rummer uddybende tekniske oplysninger og øjenvidneberetninger. I det hele taget slås ikke større brød op end den yngre målgruppe fagligt kan kapere. Emnet er bestemt ikke uden dækning i forvejen, men denne titel fortjener et par ekstra pæne ord med på vejen pga. sin overskuelighed, pædagogisk tilrettelæggelse og udmærkede danske bearbejdelse. Den vil kunne tilegnes allerede fra 11 år og blive værdsat af alle rumfartsinteresserede i mellemgruppen.